2. stævne blev skudt i gang, og alle kvindehold mødtes på midten af landet, i H.C. Andersens hjemby. I bus og bil var alle Speeds piger fyldt med højt humør og havde begge ben plantet solidt på jorden. Vejret var dog ikke med os på Fyns land, men det sænkede ikke hovederne på de parate damer.

Første kamp blev fløjtet i gang og Speed mødte Odense på deres hjemmebane.

Der blev kommunikeret godt og aftaler blev holdt, hvilket skabte en vis ro på banen og derved sikkert spil. Kampen gik som ventet og på trods af det, at Odense var på hjemmebane, holdt vi vores 0-løsning og vandt kampen mod Odense 50-0 til Speed.

Anden kamp mødte Speed CBS. Her skulle alle tøser pumpe godt op i musklerne og skrue bissen på. Kampen ændrede sig til en hård omgang med masser af kontakt og masser af skrammer. Dog slap Speed for skaderne, men sendte derimod 3 modspillere ud fra banen med diverse skader, på retfærdig vis. Speed afsluttede kampen og fortsatte 0-løsningen og vandt 29-0.

Humøret var fortsat højt, men nerverne begyndte så småt at trænge sig på, inden dagens sidste og vigtigste kamp. Finalen.

Finalen var som ”altid” mod rivalerne, Frederiksberg. Adrenalinen strømmede rundt i kroppen på pigerne og pulsen sås tydeligt pumpe derudad uden på huden. Speed var klar!

Som altid blev der gået godt til den. En kamp der hurtigt endte ud i blod, sved og tårer. Speed bragte sig foran 5-0, men en hurtig udligning bragte Frederiksberg foran 7-5. Frederiksberg scorede endnu engang, og var nu foran 14-5. Speed kæmpede sig til en scoring mere og den stod nu 14-12 til Frederiksberg. De sidste minutter var meget nervepirrende, og Speed kæmpede sig ned på Frederiksbergs halvdel og var en meter fra målstregen, da bolden meget uheldigt blev tabt til Frederiksberg, og i et kort sekund mistede Speed overblikket, og Frederiksberg brød igennem vores forsvar og scorede for 3. gang. Med ca. 1 minut tilbage havde Speed ikke mulighed for sejr, og frustrationen gav Frederiksberg endnu en mulighed for at bryde igennem og få kampens sidste score. Kampen endte 28-12 til Frederiksberg, meget mod Speeds vilje.

Trods nederlaget havde Speed allerede forventninger til næste stævne, som holdes på Speeds egne baner. Vi ved det bringer held og derfor satser Speed på at vinde det hele næste gang.

Kom ud og støt holdet den 21/5 på hjemmebane og få en god rugbydag.